Mini-biografi: Var søn af Prins Valdemar og Prinsesse Marie af Orléans samt barnebarn af Kong Christian 9. Blev født i Det Gule Palæ i Amaliegade i København som Prins Erik Frederik Christian Alexander til Danmark og fik her, sammen med sine søskende: Prins Aage, Prins Axel, prins Viggo samt prinsesse Margrethe, en yderst fri og utvungen opdragelse. Prins Erik blev erklæret uegnet til militærtjeneste og fik i stedet en landbrugsuddannelse. Sad i årene 1917-23 som ejer af Kokkedal Slot i Nordjylland, flyttede derefter til Canada, købte en gård i provinsen Alberta og mødte her sin fremtidige hustru, Lois Frances Booth, datter af en velhavende tømmerhandler. De indgik ægteskab i 1924, brylluppet stod i Ottawa, med deltagelse af kongelige fra Danmark, premierministeren og adskillige andre personer fra Canadas elite, det blev en af de største begivenheder i Canadas societys historie. I forbindelse med ægteskabet måtte Erik frasige sig retten til den danske trone samt titel og rang som "Prins til Danmark" og "Kongelig Højhed", fik rang af "Højhed", titel som prins samt greve af Rosenborg. Parret boede fra 1928 i Danmark, ejede Bjergbygaard i Mørkøv på Sjælland, blev forældre til komtesse Alexandra og grev Christian af Rosenborg. Ægteskabet opløstes i 1937. |