| Mini-biografi: Var søn af en forretningsindehaver, blev efter skoletiden uddannet i bl.a. stormagasinet Fonnesbech og overtog siden faderens butik i Østergade 54. Blev en dygtig forretningsmand, solgte handsker, tyl, flæser, silkebånd og hatte til hovedstadens fruer, tjente godt og havde i 1886 råd til at købe hele ejendommen på Frederiksholms Kanal 18. Rudolph Christensen fik huset renoveret, indrettet anden etage til bolig for sig selv, hustruen og deres tre børn, hyrede landets dygtigste håndværkere til at tapetsere, lave møbler og designe den 330 kvadratmeter store lejlighed i klunkestil med tunge, asymmetriske gardiner, skulpturer og malerier. Lejligheden fik installeret vand, træk og slip toilet, samt en relativt ny opfindelse elektricitet og bad. Kendte folk som Herman Bang, Vilhelm Hammershøi, Amalie Skram, Georg Brandes, Agnes Henningsen, Holger Drachmann, Gustav Wied, Joakim Skovgaard, Edith Rode, Natalie Zahle og Carl Nielsen var ofte gæster i det fine hjem. Sønnen A.R. Christensen blev civilingeniør og professor, døtrene forblev hjemme, fremstillede bl.a. broderier og læderforarbejdning til gyldenlæder, udstillede og modtog præmier på både nationale og internationale udstillinger. Da museumsinspektør, Tove Clemmensen fra Nationalmuseet i 1942 søgte efter brudekjoler fra begyndelsen af 1900-tallet, skænkede døtrene moderens sølvbryllupskjole til udstillingen og testamenterede siden hele klunkehjemmet til museet. |