| Mini-biografi: Var søn af en købmand, kom efter skoletiden i lære i sin brors boghandel og blev siden medejer af forretningen. Fik sammen med broderen oparbejdet et betydeligt forlag, der udgav et konversationsleksikon på mere end 20 bind, en populær serie rejsebøger på 34 bind og flere andre bøger. Forlaget udgav tillige et stort antal skolebøger, hvis udgivelse siden overgik F.V. og Jospeh Soldenfeldt. Salomon Soldin oversatte i år 1800, Jean-Jacques Rousseaus afhandling om oprindelsen til menneskenes ulighed, udgav i 1806 Patriotiske Handlinger af Danske og Norske om menneskekærlighed, flid, ædelmodighed, fædrelandskærlighed, tapperhed, retskaffenhed og lyst til at stifte gavn, redigerede 1804-25 og udgav fra 1811 Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, som udkom to gange om ugen og indeholdt bidrag af folk som Rasmus Nyerup, Knud Lyne Rahbek, N.F.S. Grundtvig og C. Molbech. Bladet blev en stor succes og nød bl.a. kong Frederik VI's bevågenhed. Soldin og hustru oprettede et testamente, der bestemte at deres efterladte formue skulle anvendes til oprettelse af en stiftelse for værdige og uformuende kvinder, enker eller ugifte, uden hensyn til trosbekendelse og i 1854 købte stiftelsen, den statelige ejendom Trøstens Bolig i Skindergade og Dyrkøb tegnet af arkitekten C.F. Hansen. |