Mini-biografi: Var søn af en kirurg, tog 1819 kirurgisk eksamen, var volontør, siden kandidat ved Almindelig Hospital, blev 1820 reservekirurg. Begyndte at praktisere, var distriktslæge ved fattigvæsenet i 15 år, læge ved Opfostringshuset 8 år og bataljonskirurg 18 år. Fortsatte med at studere anatomi, blev student 1831, tog samme år medicinsk eksamen. Sophus Stein udgav 1831 et stort kirurgisk-anatomisk tavleværk Tabulæ anatomicæ præcipuarum humani corporis regionum, in quibus graviores operationes chirurgicæ suscipiuntur med egne tegninger, tog 1834 doktorgraden med De thalamo et origine nervi optici in homine et animalibus vertebratis med egne illustrationer. Holdt anatomiske forelæsninger og demonstrationer, blev 1835 udnævnt til professor i anatomi ved kunstakademiet og udgav 1841 Haandbog i Menneskets Anatomie, udarbeidet med Hensyn til Maler- og Billedhuggerkunsten. Stein blev docent i anatomi ved universitetet 1837, adjunkt ved Kirurgisk Akademi 1840, ekstraordinær professor ved det lægevidenskabelige fakultet 1842, 1844 overkirurg på Frederiks Hospital, året efter lærer og professor ved kirurgisk klinik. Var en glimrende kirurg og berømt for sine plastiske operationer, virkede under krigen 1849 som overkirurg ved lazarettet på Augustenborg. Stein tog initiativ til oprettelsen af Lægernes enkekasse, blev etatsråd, modtog fortjenstmedaljen i guld af den svenske konge, var Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og Kommandør af Dannebrog. |