© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Sextus Miskow | Dansk sanger, komponist og musikanmelder Født tirsdag den 3. februar 1857 i Nyborg Død lørdag den 24. november 1928 i København |
Mini-biografi: Var søn af en manufakturhandler, kom som 14årig på hærens elevskole, men ville hellere udnytte sine musikalske evner. Modtog undervisning i klaverspil af den norske pianist Edmund Neupert, lærte violinspil af Chr. Schiørring, gik 1876-78 på Musikkonservatoriet og fik uddannet sin gode basstemme hos professor Carl Helsted. Begyndte selv at undervise ved Alb. Meyers sangkonservatorium og debuterede som sanger på Det kongelige Teater 1880, i rollen som Jacob i Etienne Méhuls Josef og hans Brødre. Skrev samme år melodien til Drachmanns "Den spillemand snapped' fiolen fra væg", som skulle blive det mest kendte af hans værker. Sextus Miskows andre kompositioner er bl.a. syngespillene Fyrtøjet, Ridder Karl af Rise og Snehvide lavet i samarbejde med Christian Danning, desuden nogle klaverstykker, mere end 50 sange, nogle korværker samt "Allegretto Fantasia" for klarinet og klaver, der i dag kan høres på Internettet i flere udgaver. Miskow fik statsstøtte til at studere et år i Wien, vendte dog aldrig tilbage til operaen, men ernærede sig i stedet som sanger og sanglærer. Var i årene 1903-14 ansat som musikanmelder ved Berlingske Tidende og stiftede i 1915: Københavns arbejdersangkor. Udgav et par erindringsbøger: Det var dengang i 1926 og 1928 Pelikohl eller saa galt gik det. |
|