Mini-biografi: Var søn af en violinist og studerede ved musikkonservatoriet i Leipzig samt i Paris hos Le Flem. Debuterede som 13-årig som solocellist og blev 1901 solocellist i Tivolis Koncertsal. Siegfried Salomons væsentligste virke blev i Det kgl. Kapel og var her i 50 år, i perioden 1901-51. Var formand for Kapelforeningen 1936-46 og for Privat Kammermusikforening fra 1938. Optrådte lejlighedsvis som solist i København, Stockholm og Paris. Er som komponist blevet kaldt, en ofte inspireret komponist, som blot valgte den forkerte stil i den forkerte tid: Senromantikken efter Carl Nielsen. Men Salomon var meget produktiv med operaerne Duen og Slangen (1925), Leonora Christina med tekst af Aage Barfoed, opført på Det kgl. Teater 1926 og Dronning Dagmar (1928), scenemusik til Kain (1920) og En Sjæl efter Døden (1922), for kor og orkester De fire Aarstider (1931) og Vitteborg (1916), for orkester 2 symfonier, suiterne Italia og Palæstina og en rapsodi, koncerter for violin, cello og klaver samt en del kammermusik: 6 strygekvartetter, en blæserkvartet, en klavertrio, en violinsonate samt klaverstykker og sange. Salomons Klaverkoncert i a-mol, opus 54, er sammen med koncerter af Otto Malling og Ludvig Schytte, i 1999 indspillet på en CD fra Danacord. |