Mini-biografi: Var søn af lærer, blev 1940 student fra Vestre Borgerdydskole, læste derefter økonomi på Københavns Universitet. Blev i studieårene medlem af Akademisk Skytteforening og uddannede sig i skydning. Søren Hoff var forarget over at den danske regering, nærmest nedlagde landets forsvar ved tyskernes besættelse og meldte sig 1943 som frivillig, da et par overlæger begyndte at organisere flugt for jøderne, blev medlem af modstandsgruppen Holger Danske efter at tyskerne havde myrdet Kaj Munk. Kom i Gunnar Dyrbergs gruppe og deltog under dæknavnet "Hannibal", i jødetransporter, sabotageaktioner og likvideringer af stikkere, skød bl.a. i 1945 chefen for HIPO i København. Hoff tog 1948 en kandidatgrad i økonomi og arbejdede herefter for Røde Kors i Grækenland samt i palæstinensiske flygtningelejre i Israel. Var en tid ansat i Industrirådet, fra 1956 i FDM, begyndte her, som en af de første, at lave trafikprognoser og blev herefter transportøkonom i Kampsax, først i Thailand, siden i Brasilien. Startede 1966 sit eget firma sammen med civilingeniør Knud Overgaard, havde flere opgaver i Sydamerika, Afrika, Asien samt Mellemøsten for både Kampsax, Verdensbanken, SIDA, o.a. Opholdt sig derfor ofte i længere tid i Brasilien, Indonesien og på Filippinerne med familien. Hoff udgav erindringsbogen Den gang man skrev breve. |