Mini-biografi: Var søn af en stolefabrikant, kom efter endt skolegang i handelslære hos en købmand i hjembyen, rejste efter læretiden til Newcastle i England for at videreuddanne sig og var her, bl.a. tilknyttet et skibsmægler-og kulfirma. Søren Justesen blev i 1892 medindehaver af sin bror, konsul Jørgen Justesens firma: Brødrene Justesen, der var oprettet i 1887. Flyttede kort efter tilbage til Danmark, bosatte sig i Aarhus, i Rosenstands ejendom i Søndergade, løste borgerskab og handlede derefter bl.a. med importerede varer fra USA. Justesen sad som medlem af bestyrelsen for flere aktieselskaber samt foreninger, var tillige repræsentant for Det Danske Petroleums Aktieselskab. Donerede ved sit 25-års jubilæum 5000 kr. til Købmændenes hjælpe-kasse, diverse andre beløb til forskellige velgørende formål, samt 10.000 kr. til Håndværkermuseet i Den Gamle By. Søren Justesen blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |