© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Søren Winkel | Dansk ingeniør og entreprenør Født fredag den 20. august 1841 i Dybvad, Skæve, Frederikshavn Død tirsdag den 15. februar 1921 i Hillerød |
Mini-biografi: Var søn af en jurist, tog 1859 polyteknisk adgangseksamen og blev i 1865 cand.polyt. som ingeniør. Fik derefter arbejde ved projekteringen af en udvidelse af Helsingørs Havn nord for Kronborg og siden ved vandværksarbejder i Helsingør. Søren Winkel var fra 1866 ansat som ingeniørassistent ved kryolitbruddet ved Ivigtut i Grønland, blev 1868 ingeniørassistent ved kontrollen med bygningen af den sydsjællandske jernbane og 1871 ingeniør ved bygningen af Falsterbanen og Roskilde-Kalundborgbanen, begyndte selv at deltage i entrepriser og var fra 1878 entreprenør for jernbane- og havne-anlæg. Deltog i bygningen af Ringe-Fåborg, Odense-Bogense og Tommerup-Assens banerne, Frederikshavns nye havn, dampfærgehavnen i Korsør, Sølvgades sporveje i København, Skagensbanen, Vejle-Give banen m.m. Winkel havde 1890-1901 driften af Skagensbanen og sad som medlem af banens bestyrelse. Var tillige medlem af Jyske samvirkende landboforeningers trafikudvalg, af bestyrelsen for Danske privatbaners pensions- og enkekasse af 1898, Danske privatbaners gensidige ulykkesforsikring, A/S De forenede nordjyske teglværker samt af direktionen for Fjerritslev-Nørre-Sundby-Frederikshavnbanen. Vejledende ingeniør ved bedømmelsen af konkurrenceprojekterne vedrørende ordningen af Københavns banegårdsforhold, næstformand for bestyrelsen for Dansk ingeniørforening og æresmedlem af Entreprenørforeningen. Winkel blev i 1890 udnævnt til Ridder af Dannebrog. |
|