© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Sofie Marie Rifbjerg | Dansk børnepsykolog Født fredag den 31. december 1886 i Havrebjerg, Slagelse Død lørdag den 12. september 1981 i Store Magleby, Dragør, Amager |
Mini-biografi: Var datter af en skolelærer, tog almindelig forberedelseseksamen 1904, arbejdede nogle år som privatlærerinde og var derefter til 1907 ansat på Den Kellerske Åndssvageanstalt. Tog 1911 lærereksamen fra N. Zahles Seminarium, underviste på Aalborg Højere Pigeskole og ved Værneskolen på Øresundsvej, tog studenterkursus i fritiden og blev 1917 student. Sofie Rifbjerg studerede psykologi på det nyoprettede studium på Københavns Universitet og blev i 1925 landets første kvindelige magister i psykologi. Var stærkt inspireret af den italienske læge Maria Montessori og viede hele sit liv til arbejdet med udviklingshæmmede børn. Åbnede i sit hjem på Amager, en Montessori-børnehave og var blandt initiativtagerne til det Montessori-kursus for børnehavepædagoger, der siden blev til Seminariet for Småbørnspædagoger. Begyndte sidst i 1920'erne, sammen med skoleinspektør Marie Kirkelund, at indsamle prøver fra omkring 2.000 børn fra hele landet, så de i 1930 kunne oversætte den franske intelligenstest: "Birnet-Simon" og få den tilpasset danske forhold. Sofie Rifbjerg udarbejdede i 1931 skemaet "Psykologisk Iagttagelse af Børn", udgav 1935 Udviklingshæmmede Børn, 1946 Børns Kår i Storbyen, 1963 Hjælpeskolebørn og 1966 Træk af den moderne opdragelses historie. Modtog Tagea Brandts Rejselegat, Landsforeningen for Mentalhygiejnes Antoniuspris, PH-Prisen samt Søren Gyldendal-Prisen. Var æresmedlem af Danmarks Socialpædagogiske Forening, Skolepsykologernes Landsforening og Danmarks Hjælpeskoleforening. |
|