Mini-biografi: Var søn af en uddeler, blev i 1949 student fra Metropolitanskolen, læste geografi samt biologi på Københavns Universitet, blev 1955 cand.mag. og modtog året efter universitetets guldmedalje. Virkede 4 år som adjunkt ved Statens og Hovedstadskommunernes Kursus, 1960-62 ved Statsseminariet på Emdrupborg, blev derefter amanuensis ved geografisk-institut på Københavns Universitet, var fra 1966 lektor, fra 1970 afdelingsleder og fra 1973 professor i geografi med speciale i landbrugssystemer. Sofus Christiansen deltog 1962 i Noona Dan-ekspeditionen, rejste 1965 til Bellona, en af Salomonøerne i Stillehavet og studerede i 9 måneder befolkningens liv samt livsgrundlag, skrev siden disputatsen Subsistence on Bellona Island og forsvarede den i 1975 for en doktorgrad. Var teknisk rådgiver ved FN's centrale udviklingsprogram UNDP i New York og foretog rejser til bl.a. USSR, Senegal, Tanzania, Niger, Nigeria, Mocambique, Bangladesh, Japan, Burkina Faso, Mali, Kenya samt Egypten. Var medlem af Eventyrernes Klub, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Den Danske Nationalkomité for Geografi, Forskningsrådet for Institut for Udviklingsforskning, Fakultetsrådet for Det Naturvidenskabelige Hovedområde. Var vicepræsident for Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, formand for Foreningen af Gymnasiets og Seminariets lærere i Biologi og Geografi. Skrev adskillige artikler i Geografisk Tidsskrift om kystmorfologi, tropiske landbrugsforhold samt kulturøkologiske emner, som kan findes på Internettet. |