© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Stig Kofoed-Nielsen | Dansk radioforhandler Født tirsdag den 29. november 1932 i Gram, Haderslev Død fredag den 4. juli 2008 i Sønderborg |
Mini-biografi: Var søn af en maskiningeniør, kom efter realeksamen i lære i en radioforretning, købte i læretiden gamle radioer, satte dem i stand og solgte den videre for at tjene lidt ekstra. Aflagde i 1953 svendeprøve på Teknologisk Institut i København og tog derefter til Schweiz for at videreuddanne sig, fik arbejde på en fabrik der fremstillede apparater til spinderier. Stig Kofoed-Nielsen rejste hjem for at aftjene sin værnepligt på flyvestation Skrydstrup og blev i 1955 hjemsendt som korporal. Flyttede nu til Aarhus og var til 1956 ansat på teknologivirksomheden TERMA A/S. Overtog nu en radioforretning i Sønderborg, kaldte den Radio Stikoni, en sammentrækning af Stig Koefoed-Nielsen. Blev snart kendt af byens befolkning som manden, der kunne reparere alle modeller af radioer, fjernsyn, pladespillere m.m. Solgte meget forskelligt, bl.a. elektroniske byggesæt til hobbyfolk. Butikken var stoppet med rariteter og da den efter mere end 50 år måtte lukke, blev inventar samt værksted flyttet og genskabt som Sønderjyllands Radiomuseum i nye lokaler hos EUC Syd. |
|