© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Svend Arne Engelund | | Dansk maler Født lørdag den 4. april 1908 i Vrå, Hjørring Død torsdag den 25. oktober 2007 i Mårslet, Aarhus |
Mini-biografi: Blev uddannet på Kunstakademiet 1931-35 med Sigurd Wandel og Kræsten Iversen som lærere og var herunder på studierejser til Spanien og England 1932, foretog senere kortere rejser til Paris, London, Madrid, Grækenland, Holland, Norge og Sverige. Under krigen vendte Engelund med sin familie tilbage til sin fødeby Vrå, der ligger i et fladt landbrugsland med spredte gårde under en høj himmel og den blev hans foretrukne motiv. På sin cykel lærte han dette landskab at kende i al slags vejr og det blev hans gennemgående motiv. Ude i naturen gjorde Engelund iagttagelser og lavede små blyantsskitser som støtte for hukommelsen, som han senere bearbejdede hjemme. Landskabets flade, farve og geometri var hans bestandige inspirationskilde. Engelunds udvikling førte ham til de forenklede landskaber i kraftige, raffinerede farveklange, som fra 1960'erne vandt stor genklang i samtiden. Var uhyre flittig med en stor produktion af en beundringsværdig kontinuitet og naturlig udvikling. Samtidig havde han overskud til at starte Vrå-udstillingen på byens højskole med en yderst beskeden start i 1942. Den blev med tiden den faste udstilling i et ellers kunstfattigt område og nåede et bredt publikum. Den har nu gode fysiske rammer med en permanent samling hans arbejder. |
|