Mini-biografi: Var søn af en overdrejer ved Den kongelige Porcelænsfabrik, gik på Teknisk Skole og blev optaget på Kunstakademiet i København 1921, modtog her undervisning af bl.a. professor Aksel Jørgensen, forlod skolen 1927. Svend Lindstrøm var allerede som 17årig begyndt som brogetmaler på Den kgl. Porcelænsfabrik og fortsatte til 1923. Virkede efter sin uddannelse mest som grafiker, blev 1928 assistent ved Kunstakademiets grafiske skole og bestred stillingen til 1940, var i årene 1934-42 bestyrelsesmedlem i Grafisk Kunstnersamfund. Foretog adskillige udlandsrejser: besøgte Hamburg, Dresden, Berlin, Firenze, Rom, Pompeji og Napoli og hentede i starten mange af sine motiver på caféer, i varietéer og i havnekvarterer i Napoli. Som maler var det først og fremmest natur og landskab, der kom på lærredet og fra 1943 var Lindstrøm repræsenteret på udstillinger som billedhugger med portrætbuster. Modtog som anerkendelse midler fra flere fonde som Johan Ronge, Carl Julius Petersen, Raben-Levetzau og Købke, blev 1937 belønnet med Carlsons Præmie. Lindstrøm viste sine værker første gang 1932 ved Kunstnernes efterårsudstilling, var året efter repræsenteret ved udstillingen Dansk grafik i Tjekkoslovakiet, udstillede adskillige gange på Charlottenborg Forår og Efterår, ved Nordisk Grafik Union, på Victoria and Albert Museum i London 1938 og på Ateneum i Helsingfors 1939. |