Mini-biografi: Blev uddannet på Musikkonservatoriet og debuterede som komponist i 1937. Var musikkritiker ved Politiken 1942-49, derefter korkapelmester og korinstruktør ved Danmarks Radio. Dirigerede og spillede sine egne værker i Skandinavien, Schweiz og Italien. Hans musikalske tone var en sund musikglæde med lys optimisme. I nyere dansk musik hørte Schultz til den æstetiske opinion, som mener, at klart udtryk og enkel form er vigtigere end dybde og påtaget personlighed, der nemt udarter til affektion. Schultz var meget produktiv i alle musikgenrer med operaerne Bag Kulisserne, Solbadet (1929), Kaffehuset (1949), Hyrdinden og Skorstensfejeren (1953), Hosekræmmeren (1955) m.fl., for orkester Sinfonia piccola (1941), 2 symfonier, 2 klaverkoncerter, serenade for strygere (1940) m.fl., af kammermusik en fløjtekvintet (1944), Une amourette for blæserkvintet (1945), af vokalværker Pan lo (1944) og oratoriet Job (1946), af sange "Aprilvise", "Jenny i rugen", "Skovvise" m.fl. Desuden en del musik til hørespil og film, bl.a. spillefilmen Smedestræde 4 (1950) og en del dokumentarfilm. Var Ridder af Dannebrog. |