Mini-biografi: Var søn af en styrmand, viste musikalske evner og fik en violin som 8årig, mistede tidligt sin far og tog job som programsælger i Sommerlyst på Frederiksberg, lyttede her til musikken fra Jacob Gades orkester. Blev optaget på Den kongelige Livgardes spillemandskole, lærte at blæse fløjte, signalhorn og slå på tromme, fortsatte også violinspillet. Rejste 1912 til New York, blev sygehjælper på et sindssygehospital, dannede et orkester til underholdning for patienterne, gik på Damrosch Institute of Musical Art og spillede violin i forskellige biograforkestre. Tog tilbage til Danmark 1915, vandt en friplads på Det kongelige danske musikkonservatorium og fuldendte uddannelsen. Teddy Petersen debuterede som violinist 1921, søgte forgæves ansættelse i Det kongelige kapel, helligede sig i stedet cafémusikken og et lettere musikalsk repertoire. Var bl.a. koncertmester på Casinoteatret, spillede på Hotel Royal i Aarhus, på restaurant Kilden i Aalborg, med kapelmester Biering-Petersen på Mayolteatret i Oslo og var kapelmester på restaurant Varna ved Aarhus. Fik 1927 engagement ved Paladshotellet i København, blev 1932 leder af restaurant Wivex' orkester og gennem radiotransmissionerne, hele Danmarks underholdningskapelmester. Blev dirigent for Radioensemblet, der 1949 udvidedes og omdøbtes til Radiounderholdningsorkestret. Teddy Petersen dirigerede folkekoncerter, middagskoncerter og indspillede tonefilm og grammofonplader. Var æresmedlem af Københavns Orkesterforening. |