© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Joaquim Teófilo Fernandes Braga | Portugisisk forfatter, politiker og præsident Født onsdag den 15. februar 1843 i Ponta Delgada, São Miguel, Azoerne, Portugal Død mandag den 28. januar 1924 i Lissabon, Portugal |
Mini-biografi: Født og opvokset i Ponta Delgada, hovedstaden på Açorerne. Allerede som ganske ung fik Braga offentliggjort digte, men valgte dog jurastudiet, som han afsluttede med doktorgraden ved universitetet i Coimbra i 1868. Under og efter studierne skabte Braga sig et navn som forfatter af litteraturhistoriske og filosofiske essays samt flere digtsamlinger, og blev i 1872 professor i litteratur ved universitetet i Lissabon. Udgav i de følgende år flere omfattende værker om portugisisk litteratur og gjorde et stort arbejde for indsamling og udgivelse af portugisisk folklore. Var tilhænger af den franske filosof Auguste Comte og introducerede dennes positivistiske filosofi i Portugal. Fra 1878 trådte Braga frem politisk med udprægede antimonarkistiske og antiklerikale holdninger. Blev i 1888 valgt ind i Portugals parlament, Cortes, som den første republikaner. Ved revolutionen i 1910, hvor monarkiet blev afskaffet, blev Braga leder af den provisoriske regering. Blev ikke valgt til præsident ved indførelsen af republikken i 1911, men da den siddende præsident i 1915 blev tvunget til at træde tilbage, fungerede Braga som præsident for resten af valgperioden. |
|