Mini-biografi: Var søn af en landsdommer, blev 1922 student fra Østersøgades Gymnasium, læste jura på Københavns Universitet og tog kandidateksamen i 1929. Fik året efter ansættelse i justitsministeriet, blev i 1933 udnævnt til sekretær ved Landsnævnet for Børneforsorg, i 1938 til fuldmægtig og 1939 til juridisk sekretær ved retslægerådet, blev 1941 ekspeditionssekretær. Virkede samme år som konstituerende dommer i Københavns Byret og fik sin udnævnelse i 1942, var 1947 på et studieophold i England. Sad 1950-57 som dommer i Østre Landsret, var 1956-57 retsformand og 1957-74 dommer i Højesteret. Theodor Petersen var medbestyrer af det Sehested'ske Fideikommis, medlem af bestyrelserne for Den Danske Dommerforening, for Dansk Kriminalistforening, Juristforbundet, af Dansk Komité for Sammenlignende Retsforskning, var medlem af retsplejeudvalget, suppleant i domstolen for anke for tjenestemandssager, censor ved Københavns Universitets juridiske eksaminer, formand i arbejds- og forligsnævnet og mæglingsmand 1946-72. Var medredaktør af Juristens Domssamling, medlem af Landsskatteretten, Overfredningsnævnet, Voldgiftsretten for Bryggeriforeningen, af eksekutivkomitéen for World Association of Judges, af Forsikringsrådet, var fra 1970 formand for Københavns Kommunes voldgiftsret i tjenestemandssager, Tilknyttet FN's register over fact finding eksperter til løsning af internationale konflikter. Skrev artikler i fagpressen og udgav i 1949 den oplysende og underholdende bog Retsliv og Retspleje i England. |