© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Theodor Woldsen Storm | Tysk digter, dommer og embedsmand Født søndag den 14. september 1817 i Husum, Slesvig-Holsten, Tyskland Død onsdag den 4. juli 1888 i Hanerau-Hademarschen, Slesvig-Holsten, Tyskland |
Mini-biografi: Voksede op i Husum på den slesvigske vestkyst som søn af en justitsråd. Husum var dengang en by i den dansk-tyske helstat. Faderen var advokat samt medlem af den slesvigske stænderforsamling og blev i 1840 benådet med Dannebrogordenen af den daværende landsherre, den danske konge Christian VIII. Sønnen blev student i 1837 fra latinskolen Katharineum i Lübeck, studerede derefter jura ved universiteterne i Kiel og i Berlin. Blev efter endt studium partner i sin fars advokatpraksis i Husum. Under 1. Slesvigske Krig var Storm klart på slesvig-holstenernes side, hvorfor han efter krigen blev frataget sin advokatbestalling af de danske myndigheder. Valgte derfor at flytte til Tyskland. Vendte efter krigen i 1864 tilbage til sin fødeby og virkede her som dommer til pensionering i 1880. Det er imidlertid som lyriker og novellist, at Theodor Storm er blevet kendt, i udpræget grad hjemstavnsdigter, som besynger og beskriver det flade nordtyske landskab, ikke mindst fødebyen Husum, "den grå by ved havet". Det kendteste værk, som også er det sidste Storm nåede at fuldføre, er den store novelle Der Schimmelreiter, hvor man genfinder den særlige blanding af det realistiske samt det overnaturlige, som er karakteristisk for Theodor Storm. |
|