© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Theophilus Edvard Hansen | Dansk arkitekt Født tirsdag den 13. juli 1813 i København Død tirsdag den 17. februar 1891 i Wien, Østrig |
Mini-biografi: Fik sin uddannelse ved Kunstakademiet i København og studerede her bygningskunst hos arkitekten G.F. Hetsch. I 1838 fik Theophilus Hansen Akademiets guldmedalje og samtidig hermed et stipendium, som satte ham i stand til at foretage en studierejse i Europa. Rejsen sluttede i Athen, hvor den 10 år ældre bror Christian allerede var veletableret som arkitekt. Her skabte Theophilus Hansen sine første selvstændige bygningsværker bl.a. Athens observatorium. Blev fra Athen hentet til Wien, som assistent for sin senere svigerfader, arkitekten Ludwig von Förster. Fik hurtigt selvstændige opgaver og ikke mindst da Wiens befæstningsværker i 1850'erne blev sløjfet og gav plads for pragtgaden Ringstraße, kom han til at sætte sit præg på denne. Nævnes skal Wiens børs samt parlamentsbygningen, som anses for hovedværket. Fra Wien bør også nævnes Musikvereins bygning med den store sal, hvor de berømte nytårskoncerter finder sted. Havde fortsat opgaver i Athen, bygger her bl.a. Akademiet samt udstillingsbygningen Zappeion. Theophilus Hansen stil er neoklassicistisk pegende tilbage mod den italienske renæssance, men er desuden stærkt påvirket af det klassiske Grækenland, samtidig med at der er byzantinske elementer. Kaldte selv sin stil for "græsk renæssance". Modtog mange hædersbevisninger, herunder en østrigsk friherretitel. |
|