Mini-biografi: Var datter af en grosserer, blev tidligt interesseret i filantropisk arbejde og fik 1875 kontakt med Kirkelig Forening for Indre Mission i København, hvor bestyrelsen med formanden pastor Rudolph Frimodt i spidsen, havde planer om at oprette et redningshjem for prostituerede kvinder, de modtog Thora Esche som en gave fra Gud. Thora Esche besøgte kvindehjem i Norge, Holland og Tyskland, fandt at de var alt for fængselsagtige og ville skabe et rigtigt hjem for pigerne. Kirkelig Forening for Indre Mission oprettede 1877 et Magdalenehjem på Jagtvej i København, hvor piger, der var kommet ud i usædelighed kunne søge optagelse. Thora Esche blev forstander og drev hjemmet i kristelig ånd, opholdet var gratis, pengene kom ind gennem hjemmets arbejde med vask og strygning samt ved bidrag fra menigheden. 1892 blev hjemmet selvejende, 1896 flyttede hovedhjemmet til Skovtofte, der indrettedes eneværelser til 62 elever, 1901 overtog man Bethesda ved Århus som mødre- og spædbørnshjem, hvor førstegangsfødende unge kvinder kunne optages. Thora Esche arbejdede for ophævelse af den legale prostitution, ydede en betydelig indsats og blev på mange områder banebrydende. Modtog 1902 Fortjenstmedaljen i Guld. Havde skrevet en del om sit arbejde og 1920 udkom Erindringer fra mit Liv og min Gerning. |