© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Thor Philip Axel Jensen | Dansk købmand, trawlerskibsreder og godsejer Født torsdag den 3. december 1863 på Frederiksberg Død fredag den 12. september 1947 på Lágafell, Island |
Mini-biografi: Var søn af en murermester, mistede faderen som otteårig, kom på vajsenhuset i København og blev efter skoletiden lærling hos en islandsk købmand. Var udlært efter 5 år, arbejdede som faktor for et norsk handelshus i Borgarnes, fik egen forretning her og i Akranes. Thor Jensen mistede en skibsladning varer, gik fallit, samlede ny startkapital og åbnede en købmandsforretning i Reykjavík. Kunne 1901 oprette handelshuset Godthåb, hvor handelen med skibsproviantering og bygningsmaterialer gik strygende, da Reykjavík på den tid voksede stærkt som det selvstyrende Islands hovedby. Jensen var aktionær i og direktør for trawlerselskabet Alliance, der 1907 byggede den første islandske trawler, var tillige aktionær i det dansk-islandske firma P.J. Thorsteinsson & Co og oprettede sammen med sine tre ældste sønner aktieselskabet Kveldulfur, som i mellemkrigstiden var Islands største fiskerikoncern med trawlere, virksomheder til forarbejdning af fangsten samt eksport af klipfisk. Jensen forvandlede en mindre landbrugsejendom til Islands største gods med omkring 250 køer og moderne maskiner. Var i en tid konservativt medlem af Reykjaviks kommunalbestyrelse, men kom i 1930'erne i stærk opposition til Fremskridtspartiet og andelsbevægelsen. Jensens sønner tog navnet Thors og Ólafur, Thors var Islands statsminister fem gange mellem 1942 og 1959. Var bror til arkitekten Alfred Råvad. |
|