© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Thorkild Hansen | Dansk forfatter Født søndag den 9. januar 1927 i Ordrup Død lørdag den 4. februar 1989 i Caribien |
Mini-biografi: Var søn af en arkitekt, blev student fra Holte Gymnasium 1946 og studerede derefter litteratur ved Københavns Universitet. Debuterede i 1947 med bogen Minder svøbt i vejr. En studie i Jacob Paludans digtning. Tog til Paris for at arbejde som korrespondent, men fortsatte sine litteraturstudier. Førte dagbog under opholdet 1947-52 i den franske hovedstad, som blev udgivet året efter Thorkild Hansens død, under titlen Et Atelier i Paris. Var i årene 1952-62 ansat ved dagbladet Information bl.a. som litteraturanmelder. De bøger der for alvor skulle gøre Thorkild Hansen kendt og populær, var de dokumentar-historiske værker. Først Det lykkelige Arabien fra 1962 om den danske ekspedition til Arabien 1761-67, anført af Carsten Nieburh, dernæst trilogien om den danske slavehandel Slavernes kyst (1967), Slavernes skibe (1968) og Slavernes Øer (1970). Modtog i 1971 Nordisk Råds Litteraturpris. Arbejdede 1972-83 for Røde Kors og samlede sine oplevelser i Kurs mod solnedgangen. Skrev i 1978 bogen Processen mod Hamsun, den vakte en del opsigt, også da den blev filmatiseret 18 år senere med Max von Sydow som Knut Hamsun. Thorkild Hansen skrev mere end 30 bøger og modtog adskillige priser, foruden den før nævnte, De gyldne Laurbær, Gyldendals Boglegat og Frøken Suhrs Forfatterlegat og flere. |
|