© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Thorkild Gustav Henningsen | Dansk arkitekt Født torsdag den 7. februar 1884 i København Død tirsdag den 27. januar 1931 i København |
Mini-biografi: Var søn af maleren Frants Henningsen, blev uddannet gennem sit medarbejderskab på H.B. Storcks og Heinrich Wencks tegnestuer. Hos Wenck mødte Thorkild Henningsen en gruppe yngre arkitekter med samme indstilling til faget, som senere sammen med Ivar Bentsen repræsenterede en banebrydende bevægelse og var i 1909 medstifter af Den Fri Architektforening. Rejste i 1912 til Frankrig og tegnede først hos den danske arkitekt Viggo Dorph-Petersen i Perpignan. Derefter flyttede Henningsen til Paris og gjorde under verdenskrigen en betydelig indsats ved Røde Kors. Virkede, sammen med Ivar Bentsen, i socialt boligbyggeri og med Bakkehusene på Bellahøj (1921-23) skabte de den gode arbejderbolig inspireret af dansk købstadsarkitektur, Heinrich Tessenows byggerier i Tyskland samt haveboligbevægelsen. De lange husrækker blev kun brudt af tagkviste, men paradoksalt nok fandt arbejderne at de lignede barakker for meget og de ville ikke flytte ind. Derimod fik dette byggeri mange kulturradikale som brugere, bl.a. Henningsen selv. Andre rækkehuskomplekser var Sundvænget (1925) i Gentofte og Fuglebakken (1928-29) på Frederiksberg. Da Bentsen i 1926 fik ansvaret for Kunstindustrimuseets ombygning, fortsatte Henningsen alene som arkitekt for KAB og andre private bygherrer. |
|