© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Thor 'Tosse' Odert Folke Modéen | Svensk skuespiller og komiker Født lørdag den 22. januar 1898 i Kungsör, Sverige Død søndag den 28. maj 1950 i Stockholm, Sverige |
Mini-biografi: Var søn af en stationsmester, ikke særlig opmærksom i skolen og fik først realeksamen i tredje forsøg. Al interessen samlede sig om teatret og i 1916 blev Thor Modéen elev på Lorensbergsteatern i Göteborg. Var charmerende, slank, kunne både danse og synge og fik hurtigt gang i karrieren med engagementer ved Novilla, Folkets Hus, Folkteatern, Södra Teatern, Oscarsteatern, Vasateatern og Kungliga Operan i Stockholm. Debuterede på film 1923 som løjtnanten i Janne Modig, havde derefter roller i mere end 80 svenske film, først og fremmest komedier eller såkaldte pilsnerfilm, en sand publikumssucces var Pensionat paradiset fra 1937, hvor "Tosse" spiller skrædderen Julle Bergström, filmen blev dog skarpt kritiseret af anmelderne. Havde ofte rollen som cigarrygende grosserer, soldat eller politibetjent, havde fået en vis pondus til at kunne dominere scenen og dannede ofte par med Åke Söderblom. Modéen indspillede ikke mindre end 228 grammofonplader med dialoger og sketches, flere af dem sammen med Arthur Rolén. Ved Södra Teatern i Stockholm, hvor Modéen havde sit virke, er trappen fra Katarinavägen navngivet Thor Modéens trappe, en kombineret teater- og biograf i fødebyen bærer skuespillerens navn og ved indgangen er opstillet en statue i bronze af Modéen. |
|