© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Torben Johannes Kisbye | Dansk lektor, filolog og forfatter Født lørdag den 1. februar 1930 i Aalborg Død fredag den 27. april 1990 |
Mini-biografi: Var søn af en kontrollør i internationalt sovevognsselskab, blev i 1950 student fra Marselisborg Gymnasium, læste sprog på Aarhus Universitet og i 1958 cand.mag. i tysk og engelsk. Fik ansættelse som bibliotekar på Statsbiblioteket, blev snart efter adjunkt ved Handelshøjskolen i Aarhus, i 1962 amanuensis og derefter lektor ved det engelske institut på Aarhus Universitet, varetog denne stilling resten af livet. Interesserede sig specielt for den historiske opbygning af det engelske sprog og udgav flere lærebøger samt afhandlinger om historisk engelsk syntaks. Torben Kisbye skrev erindringsbogen Almas børn om studenterlivet i 1950'erne, før ungdomsoprør og masseuniversiteter. Udgav tillige bogen Vikingerne i England - sproglige spor og A Short History of the English Language. Studerede ivrigt kirkebøgerne for at se, hvorledes englænderne havde påvirket navngivning af danske børn og forsvarede i 1988 afhandlingen Engelsk indflydelse på dansk personnavneskik gennem tusinde år, for den filosofiske doktorgrad. Kisbye holdt foredrag over hele landet, både om dette og andre emner, var gerne med til at arrangere vikingesymposier og virkede flere år som dansk redaktør af Annual Bibliography of English Language and Literature. Kisbye har selv hugget runerne til sin gravsten, hvor teksten lyder: Thorbjørn (Torben) gjorde en god sten. |
|