| Mini-biografi: Var søn af en skolebetjent, voksede op på Amager, fik efter almindelig skolegang en videregående uddannelse og blev cand.phil. i musikvidenskab fra Københavns Universitet. Var interesseret i politik, sad en periode som formand for Socialistisk Folkeparti København, men blev siden medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse. Torben Sloma Jørgensen prøvede kræfter med flere spændende job, var bl.a. gymnasielærer, programmedarbejder i Danmarks Radio, underviste på Journalisthøjskolen og Politiskolen, holdt foredrag, var klummeskribent samt en ivrig fotograf. Bestred flere ansvarsfulde lederstillinger på Fyn, var forstander for Ryslinge Højskole, for Kerteminde Højskole, rektor for Seminariet for Kunst og Håndværk i Kerteminde, leder af Kassebølle Friskole på Langeland samt lærer på Oure Sport & Performance på Østfyn. Var yderst musikalsk, havde en flot stemme, kunne lide at optræde, bl.a. med sin engelske oversættelse af Benny Andersens Svantes lykkelige dag. Havde en jødisk mor, der led af krigstraumer og rejste ofte til Israel for at sætte sig ind i sine familiemæssige rødder. Nåede at færdiggøre sin slægtsroman om familien Sloma: Alle dage kommer, der blev udgivet i 2017. Jørgensen blev begravet indhyllet i et jødisk tæppe, men fik efter eget ønske en kristen begravelse. |