Mini-biografi: Var søn af forfatteren Holger Munk, blev 1936 student, læste jura og blev cand.jur. 1949, blev samme år ansat i udenrigstjenesten. Var universitetsmanuduktør i romerret og dansk retshistorie, blev 1949 sekretær i forfatningskommissionen, 1954 ambassadesekretær i Washington, 1959 chargé d'affaires i Bagdad og 1961 i Beirut, gjorde de næste seks år tjeneste rundt i Mellemøsten. Troels Munk blev 1967 ambassadør i Lagos, Nigeria, siden i bl.a. Saudi-Arabien, Kuwait og Iran. Rejste 1979 på grund af revolutionen, til Italien som ambassadør i Rom og var med til at genoprette de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og den vatikanske pavestat efter 450 års brud. Blev formand for bestyrelsen for Roms protestantiske kirkegård og sluttede karrieren med et par år som ambassadør i Schweiz, var her samtidig akkrediteret ved Den Hellige Stol i Vatikanstaten. Var efter pensionen rådgiver for Dansk Flygtningenævn, formand i flere bestyrelser, medstifter og formand for foreningen Dansk Senior Golf og medstifter af sammenslutningen Pro Venezia Komiteen, der med støtte fra UNESCO vil bidrage til bevaring af Venedig. Troels Munk var medlem af Danmarks delegation til Forenede Nationers 25. plenarforsamling i New York og Danmarks faste repræsentant ved Europarådet i Strasbourg. Modtog adskillige udenlandske ordner og Ridder af Dannebrog samt Dannebrogsmand. |