Mini-biografi: Var søn af højskoleforstander J. Th. Arnfred, blev i 1938 student og modtog derefter undervisning på Kunstakademiets Arkitektskole i København til 1944. Var i studietiden medarbejder hos arkitekterne Thomas Havning, Hans Henning Hansen, Ib Martin Jensen samt Hans Erling Langkilde. Fik i den tid mulighed for at beskæftige sig med interessen for skolebyggeri og afleverede som afgangsopgave, en husflidshøjskole. Tyge Arnfred blev i 1950 tilknyttet professor Viggo Møller-Jensens tegnestue, stod sammen med denne for bl.a. højskolerne i Askov, Skælskør og Herning, en kursusejendom i Korsør samt i Grønland, en skole i Egedesminde, en indkvarteringslejr i Sukkertoppen, en centralfagskole i Nuuk, et landsbibliotek og nogle typehuse. Arnfred deltog gennem flere år i Charlottenborgs Forårsudstillinger. Tegnede Birkerød Kirke samt Hannerup Kirke i Fredericia, var fra 1961 partner i Fællestegnestuen, som omfatter KAB's arkitektafdeling, var her med til at tegne bl.a. Albertslund Centrets rådhus og kulturhus, Lundegården i Ballerup, Farum Midtpunkt, Solbjerg Have på Frederiksberg og Sibeliusparken i Rødovre. Arnfred underviste på Kunstakademiet, blev udnævnt til professor i 1981 og var i 1966 gæstelærer ved Washington Universitys arkitektskole i St. Louis i USA. Modtog Træprisen, Nykredits Arkitektpræmie, LO's Kulturpris, Eckersberg Medaillen samt C.F. Hansen Medaillen og fik fra 1998 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. |