Mini-biografi: Var søn af en tømrermester, blev student 1939 og læste til civilingeniør under 2. Verdenskrig, deltog samtidig i Polyteknikernes modstandsbevægelse. Fik kandidateksamen 1945, modtog et forskningsstipendium og skrev afhandlingen Det termiske strålingsfelt i rum med reflekterende vægge. Vagn Korsgaard blev ansat ved Statens Byggeforskningsinstitut 1949, arbejdede med forholdene ved isolering og ventilation af stalde, blev 1953 universitetsadjunkt ved Danmarks Tekniske Højskole på laboratoriet for opvarmning og ventilation og indså, at varmeisolering af bygninger også drejede sig om fugt, økonomi, indeklima, vedligeholdelse og indpasning med arkitektens idéer. Efter Suez-krisen 1956, sendte Korsgaard forslag til økonomi- og arbejdsminister Jens Otto Krag om merisolering af bygninger, for at spare brændsel. Foreslog tillige oprettelse af et institut til forskning i bygningsopvarmning, det indviedes 1959 med støtte fra firmaer og fonde. Korsgaard udnævntes til professor i varmeisoleringsteknik 1965, blev optaget i Akademiet for de Tekniske Videnskaber 1967, tog 1975 initiativ til opførelse af Nulenergihuset på DTH, hvilket fik international bevågenhed. Korsgaard optog flere patenter, bl.a. på en lav-emissionsskærm til skøjtehaller, den holdt isbanen afkølet og forhindrede kondensdryp. Var tilknyttet kirkeministeriet som konsulent vedrørende kirkers opvarmning, skrev adskillige teknisk-videnskabelige og mere populære artikler i fagblade. Korsgaard blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, modtog Esso-prisen, Energiprisen, m.m. |