© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Valdemar Galster | Dansk redaktør Født tirsdag den 24. februar 1880 i København Død tirsdag den 12. august 1930 i København |
Mini-biografi: Var søn af kaptajn Carl Galster, kom efter skoletiden snart ind ved journalistikken og blev 1899 redaktionssekretær ved de sydsjællandske højre blade i Næstved. Var fra år 1900 medarbejder ved Samfundet, derefter i fire år ansat under Det store nordiske Telegrafselskab, arbejdede i Letland og i Peterhead i Skotland. Vendte tilbage til journalistikken og blev 1904 redaktør af Skive Avis og Vestjylland, var fra 1907 medarbejder ved København, 1915 ved de Ferslewske Blade. Valdemar Galster var 1916-17 korrespondent i Berlin, blev redaktionssekretær 1919, redaktør af Nationaltidende og Dagens Nyheder 1923 samt redaktør af Morgenbladet 1928. Var interesseret i kulturlivet og skrev sammen med forfatteren Palle Rosenkrantz, det historiske skuespil Dybbøl, der blev opført på Casino i 1913. Galster udførte et omfattende arbejde for Danmarks interesser på kritiske områder, var opmærksom på forholdet til Island og Færøerne, deltog i første fase af det sønderjyske spørgsmåls løsning og i Grønlandssagen. Arbejdede efter vedtagelsen af Grønlandstraktaten med Norge i 1924, på at få kolonisationen af Scoresbysund iværksat. Galster udnyttede sit blads indflydelse, fik ved en ihærdig personlig agitation tilslutning fra regering og rigsdag og fik sat gang i indsamling af midler til ekspeditionen. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |
|