Mini-biografi: Var søn af en grosserer, tog 1892 præliminæreksamen, kom derefter i lære som murer og blev svend 1896. Gik på Teknisk Skole og blev 1895 optaget på Kunstakademiets Arkitektskoles forberedelsesklasse og modtog undervisning til 1903. Var i studietiden ansat som medarbejder hos bygningsinspektør Thorvald Jørgensen og professor Hans J. Holm, var hos sidstnævnte, konduktør ved restaureringen af Vallø Slot. Blev 1904 ansat hos professor H.B. Storck og var konduktør ved restaureringen af Helligåndshuset i København, ved ombygningen af Landmandsbanken, ved opførelsen af Den Hirschsprungske Samling m.m. Valdemar Sander foretog adskillige rejser til Tyskland, besøgte desuden Holland, Belgien, Italien og Schweiz. Arbejdede ofte sammen med arkitekten Einar Ambt og de modtog 1905 en 3. præmie for en tegning til Bispebjerg Krematorium. Sander har desuden stået for bl.a. nogle bygninger til Københavns Kul & Koks Kompagni på Islands Brygge, ombygningen af Amaliegade 21, der 1754 var tegnet af Nicolai Eigtved og ombygningen af Emil Glückstadts palæ i Fredericiagade i København, der 1758 var tegnet af arkitekten J.C. Conradi. Sander tegnede en hel del villaer, landstedet Linderupgård ved Frederikssund, stod på Amager for boligbebyggelserne "Halland" i Hallandsgade, "Finland" i Finlandsgade, Amagerbrogade 232A-236, Sundbyvester Plads 2-4 og Stokrosevej 1-7. Har tillige tegnet nogle møbler. |