© www.gravsted.dk 2003, 2025
| Villads Emanuel Gamborg  | Dansk forsikringsdirektør, matematiker og politiker Født lørdag den 22. april 1865 i København Død tirsdag den 5. februar 1929 i København |
Mini-biografi: Var søn af en smedemester, blev i 1883 student fra Metropolitanskolen og året efter cand.phil. Studerede livsforsikringsmatematik hos T.N. Thiele og arbejdede til 1897 som assistent, siden beregner i Hafnia. Stiftede herefter Nordisk Livsforsikrings-Aktieselskab af 1897, året efter Nordisk Ulykkesforsikrings-Aktieselskab af 1898, var selv direktør i begge selskaber og fik dem bygget op til ansete positioner blandt landets forsikringsselskaber. I årenes løb tilfaldt der ham adskillige af forsikringsfagets tillidshverv. Villads Emanuel Gamborg var fra 1910 formand for Dansk Ulykkesforsikrings-Forenings bestyrelse, var næstformand i De Danske Livsforsikringsselskabers Forening samt formand i Forsikringsforeningens hovedbestyrelse. Skrev artikler til tidsskrifter og dagblade, holdt foredrag i radioen samt underviste på Borgerdydskolen og Teknisk Akademi. Var medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og formand for budgetudvalget, valgtes i 1918 til Folketinget for Det Radikale Venstre, sad i skatteudvalget, var medlem af finansudvalget, militærkommissionen, statsregnskabskommissionen, administrationskommissionen m.fl. Var desuden medlem af tilsynsrådet for Nyt Genealogisk Institut, af bestyrelsen for Handels- og Søfartsmuseet, Selskabet for Dansk Teaterhistorie, og af Aktieselskabet Vermehrens Regnemaskiner. Udgav bl.a. 400 matematiske opgaver samt logaritmetavler og har fået en vej på Frederiksberg opkaldt efter sig. Gamborg var gift med en datter af forfatteren C.A. Thyregod. |

|