Mini-biografi: Var søn af en hovedbogholder, blev i 1933 student fra Østre Borgerdydskole, læste derefter jura på Københavns Universitet og tog kandidateksamen i 1939. Fik samme år ansættelse i Undervisningsministeriet, blev i 1943 sekretær, i 1948 udnævnt til fuldmægtig, blev ekspeditionssekretær i 1957, fungerede som kontorchef fra 1958 og var afdelingschef i årene 1963-82. Verner Hammer var tillige ekspeditionssekretær i Landsnævnet for Børneforsorg 1941-55 og sekretær ved Danmarks Farmaceutiske Højskole 1955-57. Blev tildelt adskillige tillidshverv, var formand for eller sad som medlem af flere kommissioner, udvalg samt fonde som Ungdommens Uddannelsesfond, Pensionskassen for Højskoler, Landbrugsskoler og Husholdningsskoler, Den Danske UNESCO-Nationalkommission, Nordisk Kulturkommission, Dansk Studiefond, Direktionen for Løvenholm Fonden, bestyrelsen for Gammel Estrup Herregårdsmuseum, for Suhrs Seminarium og Husholdningsskole samt for Foreningen af Pensionerede Jurister og Økonomer. Hammer blev udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrog. |