© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Vilhelm Herman Oluf Madsen | | Dansk general, opfinder og krigsminister Født torsdag den 11. april 1844 i København Død torsdag den 14. juni 1917 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Søn af en kommandérsergent. Kom på Landkadetakademiet 1859 og efter krigsdeltagelse 1864 på Den kongelige militære Højskole. Sekondløjtnant i infanteriet 1861. Skiftede 1868 til artilleriet, hvor han gjorde karriere og 1895 blev oberst og direktør for den tekniske tjeneste. Chef for Fæstningsartilleriregimentet 1898 og generalmajor 1903. I en lang årrække lærer i matematik, artilleri og krigsbygningskunst ved Officersskolen. Gik 1900 uden for nummer og blev ansat i det tyske firma Krupp, som han imidlertid forlod året efter for at blive krigsminister i regeringen Deuntzer. Gjorde som minister en betydelig indsats for at forbedre underofficerernes og det menige mandskabs forhold. Var en stærk tilhænger af Københavns befæstning, hvilket var medvirkende til hans afgang 1904 og til ministeriets fald 1905. Direktør for Den danske Gradmåling (det senere Geodætiske Institut) 1907-17. Madsen var en meget stor matematisk og teknisk begavelse. Konstruerede 1885 sammen med rustmester Bjarnov rekylgeværet, ét af de første automatiske håndvåben. Denne konstruktion dannede grundlaget for et helt system af lette og tunge maskingeværer, som gennem mange år blev produceret af firmaet Dansk Rekylriffelsyndikat ("Riffelsyndikatet") og på licens af fabrikker over hele verden. "System Madsen" er fortsat et kendt begreb blandt våbenkyndige. Storkors af Dannebrogordenen 1905. Var far til Thorvald Madsen. |
|