© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Victor Waldemar Cornelins f. Cornelius | Dansk lærer, musiker, sanger og foredragsholder Født onsdag den 3. august 1898 i Frederiksted, St. Croix Død tirsdag den 17. december 1985 i Nakskov |
Mini-biografi: Nedstammede fra slaver på Sankt Croix, blev som 7årig, sammen med sin 4årige søster Alberta, sendt til Danmark for at deltage i en Koloni-udstilling i Tivoli, der var arrangeret af bl.a. Emma Gad. Børnene blev sat i bur og fremvist i den vestindiske pavillon som eksotisk indslag. Victor Cornelins kom siden i pleje, gik i Det Kongelige Vajsenhus' skole og opholdt sig i ferien på Lønstrupgård på Lolland. Skulle efter planen uddannes til lærer og derefter rejse tilbage til de Vestindiske øer for at undervise sine landsmænd i dansk kultur, men besluttede ved salget af øerne til USA i 1917, at blive i Danmark. Cornelins tog 1919 lærereksamen på Jonstrup Seminarium og søgte straks efter ind som vikar ved Nakskov skolevæsen. Inspektøren måtte dog rådføre sig med skolekommissionsformanden, pastor J.C. Holck og borgmester S. Bresemann, om det gik an at have en sort lærer. Cornelins blev ansat, fik et livslangt virke ved Nakskov Byskole og var de sidste mange år viceskoleinspektør. Havde gennem årene stor betydning for egnens musikliv, underviste i forskellige instrumenter, var leder af Nakskov Musikskole og oprettede Det hvide kor bestående af sygeplejersker. Cornelins holdt foredrag om sit usædvanlige livsforløb, om racefordomme, de dansk-vestindiske øer og Sudanmissionen. |
|