Mini-biografi: Var søn af en gæstgiver, fik efter endt skolegang en kontoruddannelse i ØK og kom siden på flere forretningsrejser til bl.a. Indien. Blev i 1920 direktør for Hasselbalchs Forlag, arbejdede som annoncechef samt forretningsmand til 1924. Var selvlært som maler, men dyrkede det kun som hobby, fik 1924 antaget et Stillebenmaleri på Charlottenborg-udstillingen og valgte derefter, på opfordring af L.A. Ring samt H.A. Brendekilde, at gøre maleriet til sin profession. Victor Qvistorff valgte i starten flere motiver, men samlede snart sin interesse om skibe, blev 1931 introduceret som marinemaler i månedsskriftet Vikingen og specialiserede sig siden som marine- samt skibsportrætmaler. Udførte malerier for rederier, malede flere skibsportrætter af nybygninger til ØK, J. Lauritzen, DFDS og B&Ws skibsværft, fremstillede også små billeder ofte på pap, kaldte dem frimærker og solgte dem til søens folk. Sejlede rundt i forskellige havne med bugserbåde eller i egen motorbåd for at finde motiver, fik tilnavnet "mønjemaleren", på grund af sin fascination af rustpletterne på skibsskrog, disse malerier havde dog rederiernes interesse, men blev købt af private samlere, der blev betaget af de mønjerøde arealer. Qvistorff var flittig og nåede at male omkring 6.000 malerier inden sin død. Var far til forfatteren Helge V. Qvistorff. |