© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Viggo Rothe Haarløv | Dansk stiftamtmand, jurist og kammerherre Født onsdag den 21. august 1872 i Roskilde Død mandag den 11. maj 1931 i Haderslev |
Mini-biografi: Var søn af trafikdirektør Thorvald Haarløv, blev 1890 student og cand.jur. 1895, fik året efter ansættelse i indenrigsministeriet, udnævntes til fuldmægtig og ekspeditionssekretær 1909. Var interesseret i socialt arbejde og udgav 1906 sammen med departementschef A. Krieger Lov af 9. April 1891 om det offentlige Fattigvæsen med Bemærkninger. Viggo Haarløv var sekretær for arbejdsrådet, for Københavns understøttelsesforening og for den internationale velgørenhedskongres i København 1910. Blev som 43årig udnævnt til amtmand over Ringkøbing amt, fik gennemført de reguleringsordninger første verdenskrig medførte, bl.a. kornordningen. Blev op til Genforeningen 1920, sat i spidsen for den danske administration i Nordslesvig af Den internationale kommission, skulle administrere de sønderjyske landsdele som stiftsamtmand for hele området og amtmand for Haderslev amt. Udstedte forordninger sammen med kommissionen, der overvågede afstemningerne og administrationen til Danmarks overtagelse. Da arbejdet var afsluttet november 1920, fortsatte Haarløv som amtmand over Haderslev amt, blev 1923 stiftsamtmand over Haderslev stift, der oprettedes ved en regulering af de kirkelige grænser mellem Nordslesvig og Ribe og Århus stifter. Sad som formand for Haderslev amts jernbaner og for kommissionen der forestod den store afvanding af Haderslev og Tønder amter. Haarløv var Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand samt Kommandør af 2. grad. Far til professor Niels Haarløv. |
|