Mini-biografi: Var søn af en grosserer, tog realeksamen og kom i lære hos en boghandler. Tog et akademisk kursus, blev 1935 student, læste på Københavns Universitet og blev 1943 mag.art. i historie. Arbejdede herefter på Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland, blev 1947 ansat i udenrigsministeriets arkiv, var med til at gennemse P. Munchs papirer og udnævntes 1961 til overarkivar. Viggo Sjøqvist beskrev dansk udenrigspolitik og udenrigstjeneste i sidste halvdel af 1800-tallet i to binds værket om P. Vedel og blev dr.phil. Udgav desuden bl.a. i 1973 Erik Scavenius - En biografi i 2 bind, 1975 To gange fuldkommen lykkelig om Mozarts enke, der var gift med den danske diplomat Georg Nicolaus Nissen, denne bog blev tillige udgivet på engelsk og japansk. 1976 kom Peter Munch: Manden - Politikeren - Historikeren, 1995 biografien Nils Svenningsen, embedsmanden og politikeren, hvor Sjøqvist skriver om dansk politik i 1900-tallet, 1996 kom bogen om Danmarks udenrigspolitik 1933-1940. Sjøqvist sad som medlem af bestyrelsen i Historisk samfund, var i bestyrelsen for Udgiverselskab for Danmarks nyeste historie og medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie, virkede som sekretær i dette selskab gennem 10 år. Blev 1953 udnævnt til Ridder af Dannebrog. |