© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Vilhelm Moberg | Svensk forfatter, dramatiker og journalist Født lørdag den 20. august 1898 i Moshultamåla, Algutsboda, Emmaboda, Småland, Sverige Død onsdag den 8. august 1973 på Väddö, Uppland, Svealand, Sverige |
Mini-biografi: Blev født i den lille by Moshultamåla mellem Skruv og Emmaboda i Småland. Faderen var soldat og Moberg selv voksede op under fattige forhold, som mærkede ham for livet i den forstand, at han besluttede at fortælle verden om disse menneskers liv. Fik allerede som 29-årig sit gennembrud som forfatter i 1927 med romanen Raskens (på dansk Familien Rask), som er en skildring af en soldats liv i Värends sogn i Småland. Den bygger i udstrakt grad på hans egen families historie. Men Moberg havde planer om et langt større projekt, der skulle have udvandringen fra Småland i 1800-tallet som emne. I løbet af 75 år emigrerede en million svenskere til Amerika. Mange gik til bunds i det nye land, men nogle få klarede sig og kunne vende hjem med penge på kistebunden. Efter en omfattende research over 12 år i Småland og Nordamerika kom romanen Udvandrerne (1949), som vakte stor opsigt og begejstring hos anmeldere og publikum. Så fulgte Indvandrerne (1952), Nybyggerne (1956) og Sidste brev hjem (1959). Flere af Mobergs romaner blev filmatiseret af Jan Troell, bl.a. Udvandrerne (1971) og Nybyggerne (1972). I Moshultamåla er der rejst en mindesten på det sted, hvor hans barndomshjem lå. |
|