© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Vilhjálmur Ludvig Finsen | Islandsk dommer, retshistoriker og forfatter Født tirsdag den 1. april 1823 i Reykjavik, Island Død torsdag den 23. juni 1892 i København |
Mini-biografi: Var søn af en kammerråd, blev 1841 student, tog 1846 juridisk kandidateksamen på Københavns Universitet, modtog 1848 guldmedalje for sin afhandling: Familieforholdets retslige Betydning efter Grágás (Islands lovbog i fristatstiden). Blev af professor A.F. Krieger ledet ind på studiet af gammel nordisk ret, især islandsk. Blev i 1851 sysselmand på Island, året efter landfoged på Island og byfoged i Reykjavik, 1860 dommer i overretten i Viborg. Sad fra 1868 i den kongelige landsover-hof- og stads-ret, 1871-88 i højesteret. Vilhjálmur Finsen færdiggjorde 1870 det ene af hovedhåndskrifterne af de gamle islandske love, udgav 1879 det 2. håndskrift og 1883 enkelte stykker samt håndskriftsbrudstykker, sammen med et glossar til det hele. Skrev desuden Om de islandske Love i Fristatstiden og Om den oprindelige Ordning af nogle af den islandske Fristats Institutioner. Behandlede med alsidig grundighed og overbevisende klarhed, nogle dunkle spørgsmål om de gamle love og deres oprindelse, om Islands ældste politiske forhold o.a. Finsen fik titel af kancelliråd, blev medlem af Videnskabernes Selskab og den Arnamagnæanske kommission, var 1853-60 kongeudnævnt altingsmand. Blev udnævnt til æresdoktor, Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand samt til Kommandør af 2. og 1. grad. Var bror til amtmand Hannes Finsen og derved farbror til nobelpristageren Niels R. Finsen. |
|