© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Vjatjeslav Mikhajlovitj Molotov f. Skrjabin | Russisk politiker, diplomat og udenrigsminister Født søndag den 9. marts 1890 i Sovetsk (tidl. Kukarka), Kirov Oblast, Rusland Død lørdag den 8. november 1986 i Moskva, Rusland |
Mini-biografi: Opvokset under fattige forhold i den yderste russiske provins, men fik en god skoleuddannelse. Allerede i skoletiden politisk aktiv i bolsjevikfraktionen af det russiske socialdemokrati. Deporteret til Sibirien i 1909 på grund af sit politiske arbejde. Påbegyndte ved tilbagekomsten i 1911, det polytekniske studium i Sct. Petersborg. Ved splittelsen af det socialdemokratiske parti i 1912 gik Molotov over i kommunistpartiet. Blev ansat ved partiavisen Pravda, som redigeredes af Josef Stalin. Atter deporteret til Sibirien 1914-16, flygtede derfra og blev medlem af komitéen, som planlagde og gennemførte Oktoberrevolutionen i 1917. Molotov, som var hårdtarbejdende og en dygtig organisator, var i de følgende mange år Stalins nærmeste medarbejder. Fra 1921 sekretær i kommunistpartiets centralkomité og fra 1926 medlem af Politbureauet. Sovjetunionens ministerpræsident 1930-40, viceministerpræsident 1940-57, desuden udenrigsminister 1939-49 og 1953-57. Gennemførte i 1939 forhandlingerne om den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt - også kaldet "Molotov-Ribbentrop-pagten" - som delte Østeuropa i en tysk samt en russisk interessesfære og udslettede Polen af landkortet. Var i unåde i Stalins sidste år og igen under Khrusjtjov fra 1957, hvor Molotov blev kørt ud på et sidespor som ambassadør i Mongoliet. Ekskluderet fra kommunistpartiet i 1962, men rehabiliteret og genoptaget i partiet kort før sin død. |
|