© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Volmer Erik Reinholdt Nissen | Dansk politiadvokat og modstandsmand Født søndag den 3. november 1918 i Frederiksborg Død tirsdag den 8. april 2008 i Frederiksværk |
Mini-biografi: Blev 1936 student fra Frederiksborg Statsskole, læste derefter jura på Københavns Universitet, tog som 22årig kandidateksamen med første karakter og blev året efter ansat som politifuldmægtig ved Københavns politis undersøgelseskamre. Sagerne var i høj grad påvirket af besættelsen således at en cykeltyv kunne idømmes en længere fængselsstraf, da cykler var en mangelvare. Volmer Nissen blev inddraget i modstandsbevægelsen, skulle afgøre om folk, der stod anklaget som stikkere var skyldige og måtte september 1944, da tyskerne kom for at fjerne politiet, flygte henover tagene ved Københavns byret. Fik ny identitet som forsikringsagent og tilknyttedes Den Danske Brigade. Hørte ved et tilfælde at statsadvokat Jørgen Trolle samlede et korps af jurister til at tage sig af ikke-politiske sager, nu da landet var uden politi og blev ansat som konstitueret fuldmægtig. Beskikkedes efter krigen, til at møde for statsadvokaten i Østre Landsret og var involveret i den omfattende Edderkoppesag, der trak tråde til korrupte politifolk i toppen af etaten. Nissen blev 1950 politiadvokat og 1968 leder af narkopolitiet, deltog i FN's narkokommisionsmøder i Geneve og Wien og modtog 1975 en amerikansk medalje for sin kamp mod narkotika. Nissens påbegyndte selvbiografi I sagens tjeneste, blev færdiggjort af datteren Camilla Winther Nissen og udkom 2015. |
|