© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Westy Oddgeir Hilmar Stephensen | Dansk nationalbankdirektør Født onsdag den 9. december 1868 i Vejle Død torsdag den 3. august 1950 i Hellerup, Gentofte |
Mini-biografi: Blev handelsuddannet og var 1899-1913 medindehaver af det islandske firma Chr. Nielsen. 1908 blev Stephensen medlem af Grosserer-Societetets Komité og 1911 af Nationalbankens repræsentantskab. Udnævntes 1913 til direktør for Nationalbanken og blev under verdenskrigens vanskelige forhold stillet overfor usædvanlige opgaver, hvis løsninger måtte få vidtrækkende konsekvenser. En af dem var støtteaktionen til Landmandsbanken, da den krakkede 1922 på grund af insolvente låntagere. Det kom fuldstændig uventet og i denne tvangssituation måtte man handle hurtigt for at redde banken, da dens sammenbrud ville rive store dele af erhvervslivet med sig. Staten, Nationalbanken, ØK og Store nordiske Telegrafselskab trådte til med en ny præferencekapital på 100 millioner kr. Senere blev Stephensen og den øvrige direktion kritiseret for ikke at have haft fuld klarhed over de pengemæssige og økonomiske konsekvenser af støtten, men ingen kunne antaste hans og de øvrige direktørers personlige ærlighed eller mistænke dem for at kunne have handlet anderledes, end hvad de anså for at være det bedste for samfundet. |
|