© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Vilhelmine Ulrike Alvilda Harbou Hoff f. Harbou | Dansk politiker og læge Født tirsdag den 16. december 1862 i Rendsburg (Rendsborg), Schleswig-Holstein, Tyskland Død mandag den 12. marts 1951 i København |
Mini-biografi: Var datter af generalmajor Johannes Harbou, blev i 1885 student, læste i 4 år matematik, fra 1889 medicin, tog 1895 embedseksamen, foretog en studierejse og blev derefter ansat som assistent ved Københavns polikliniks gynækologiske afdeling, virkede 1897-1927 som praktiserende læge i hovedstaden og supplerede sin uddannelse ved forskellige hospitaler. Giftede sig i 1899 med stadslæge Emil Hoff og blev afskediget fra det kommunale hospitalsvæsen, da hospitalsborgmester L.C. Borup ikke tolererede gifte kvinder som læger, opsøgte i stedet mere kvindevenlige private hospitaler, som Skt. Josephs Hospital og Skt. Lukas Stiftelsen. Alvilda Harbou Hoff ydede en stor filantropisk indsats, var tilsynsførende læge i København og omegns børnesanatorier for fejlernærede samt tuberkuløse børn, der var skabt på moderens initiativ og sad sammen med sin mand i bestyrelsen. Var formand for forretningsudvalget i Julemærkekomitéen, sad i bestyrelsen for Den sjællandske åndssvageanstalt og var medlem af boligkommissionen af 1918. Blev i 1909 medlem af borgerrepræsentationen for Det Radikale Venstre, var i 2 perioder næstformand. Deltog især i drøftelsen af humanitære og økonomiske spørgsmål, var i flere år budgetordfører, sad 1925-29 som rådmand i magistratens 4. afdeling. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog samt Dannebrogsmand. Var søster til Dagmar Hjort, Charlotte Norrie og militærhistoriker H.W. Harbou. |
|