© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Anton Frederiksen | Dansk arkitekt Født onsdag den 23. januar 1884 i Aarhus Død mandag den 5. juni 1967 i København |
Mini-biografi: I murerlære og elev på Aarhus tekniske Skole 1898-1902. På Kunstakademiet i København 1904-09. Modtog flere gange akademiets rejsestipendium og blev 1918 tildelt akademiets lille guldmedalje for et projekt til en moderne kunsthandel. Konduktør hos Hack Kampmann under opførelsen af Politigården i København. Desuden ansættelser hos H.B. Storck og Martin Nyrop. Frederiksen holdt sig i hovedsagen til den nyklassicistiske stilretning, men i de senere år med afstikkere til funktionalismen. Hans større arbejder er ofte udført sammen med andre arkitekter herunder med broderen Johannes Frederiksen. Dette gælder bl.a. Katrinebjerg Ungdomshjem i Aarhus og en større ombygning af Jebjerg Kirke i Salling. Fik 1926 sammen med Kaj Gottlob 1. præmie for projektet til Skt. Lukas Kirke i Aarhus, som dog i ændret form blev gennemført af Gottlob alene. Af andre værker kan nævnes Lindevangskirken på Frederiksberg i samarbejde med Thomas Havning samt børnehjemmet Hostruphøj ved Hobro. Desuden nyopførelser og ombygninger af forretningsejendomme i København samt af industribygninger og villaer. |
|