Mini-biografi: Var søn af professor Hans Munch-Petersen, blev i 1922 student og 1928 cand.mag. i tysk samt historie. Gik sammen med bl.a. studiekammeraterne Mogens Fog og Otto Melchior, til møder med Marie Nielsen samt Thøger Thøgersen, begejstredes over beretningerne om den russiske revolution, meldte sig 1924, som de første intellektuelle ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom. Arne Munch-Petersen kom i bestyrelsen, etablerede og blev formand for børneorganisationen Unge Pionerer, blev 1925 formand i DKU, der havde under 100 medlemmer, fik på 2 år medlemstallet fordoblet, støttede Stalin og tog afstand fra Trotskij. Deltog 1929 i et kursus på Lenin-skolen i Moskva og indrulleredes i en illegal kurertjeneste. Blev ved hjemkomsten partisekretær og opstillede som kandidat til folketingsvalget i 1932, blev sammen med Aksel Larsen, som de to første kommunister, valgt til Folketinget og bevarede pladsen til 1935. Havde i januar 1936 besøgt Moskva, sammen med hustruen sygeplejerske Elna Hiort-Lorenzen, vendte tilbage i marts 1937 og blev natten mellem 28. og 29. juli, arresteret af Stalins hemmelige politi, anklaget for medlemskab af en anti-sovjetisk, spion-trotskistisk, terrororganisation. Arne Munch-Petersen blev udsat for fysisk samt psykisk tortur og døde i 1940, som en af Stalin-tidens millioner af ofre. Blev 1991 officielt rehabiliteret af USSR's Statsadvokatur. |