© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Axel Theodor Schiøler | Dansk violinist og kapelmester Født onsdag den 11. december 1872 i Guldager, Esbjerg Død tirsdag den 30. september 1930 i Skodsborg |
Mini-biografi: Var søn af en præst, havde en mor, der var konservatorieuddannet, fik sammen med sine søskende musikundervisning og blev optaget på Musikkonservatoriet som 17årig. Havde Valdemar Tofte som violinlærer, Axel W. Gade og Orla Rosenhoff i teori og musikhistorie. Rejste 1892 til Paris, fortsatte violinstudierne og spillede samtidig i par parisiske orkestre. Axel Schiøler rejste til Berlin 1894, havde engagement ved Berliner Filharmonikerne til 1898, fortsatte karrieren i Bergen som koncertmester, blev siden også kapelmester for Bergens musikforening. Var i årene 1903-12 kapelmester ved Folketeatret i København og dirigerede Københavns Kommunes Koncerter i Rosenborg Have. Genoptog derefter sin internationale karriere i Frankrig og Italien, men blev på grund af 1. verdenskrig nødt til at komme tilbage til København. Schiøler grundlagde, sammen med bl.a. pianisten Agnes Adler, i 1906 Det philharmoniske Selskab, der havde til formål at virke for "Udbredelsen af Kendskabet til nyere Orkestermusik", hovedsagelig udenlandsk. Selskabet blev nedlagt året efter, men havde markeret behovet for en koncertinstitution med fokus på den ny udenlandske musik, som et supplement til Dansk Koncert Forening. Schiølers initiativ blev videreført af Frederik Schnedler-Petersen med Københavns Filharmoniske Selskab og af Paul von Klenau med Dansk Filharmonisk Selskab. Var en tid gift med forfatteren Anna Koch Schiøler. |
|