Mini-biografi: Blev forstkandidat 1913 og løjtnant fra Kornetskolen 1915. Udgav i 1917 I Kains Spor med selvbiografiske træk. I 1918 kom de fire skuespil Livsspil, Det døde Kød, Ebbe Skammelsøn (sendt som hørespil i radioen 1936) og Floden. Herpå fulgte Abel (1918), En Synderinde (1921), opført på Arbejdernes Teater i 1928, og Liden Engel, et symfonisk korsfarerdrama (1921). Af bøger kom Thyboer (1922), Den eneste Retfærdige (1923), Blændværket (1923) med illustrationer af Anton Hansen samt Folkeviser og Ingildskvadet (1925), bearbejdet for scenen og opført for Dansk Skolescene på Casino. I 1930'erne stiftede Bertel Budtz-Müller Arbejdernes Teater på Nørrebro. Grønne dage i den grønne Skov (1935) var illustreret af Arne Ungermann, Brændevinshøjen (1937) om alkoholspørgsmålet var illustreret af J. Madsen-Wiesneck. Beskrev i Det ukendte Turistland mod Nordvest (1938) Nordvestjylland. Opstillede i 1924 for DKP til Folketinget, men blev ikke valgt. Budtz-Müllers internationale forbindelser førte Ernest Hemingway til Hvidovre, besøget fandt sted i 1940 i Rytterskolen, hvor Budtz-Müller boede. Posthumt kom i 1947 Det rette erotiske Compani, del af en planlagt historisk roman. Gravmindet, der er afbilledet herunder prydes med det motto, der styrede Budtz-Müllers holdninger gennem hele livet: "De fattige har altid ret". |