© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Bertha Wegmann | Tysk/Dansk maler Født onsdag den 16. december 1846 i Soglio, kanton Graubünden, Schweiz Død mandag den 22. februar 1926 i København |
Mini-biografi: Var datter af en schweizisk forstinspektør, der 1851 flyttede med familien til København og nedsatte sig som fabrikant. Bertha Wegmann viste tidligt kunstneriske evner, modtog som 19årig 1 års undervisning af F.F. Helsted, Heinrich Buntzen og F.C. Lund. Rejste derefter til München for at videreuddanne sig, boede her til 1881, bevarede tilknytningen til Danmark og opnåede 1883 dansk statsborgerskab. Malede genrescener, blomsterbilleder og landskaber, men blev mest kendt for sine portrætter. Sendte fra 1873 malerier til udstillinger på Charlottenborg, udstillede 1880 første gang på Salonen i Paris, vandt to år efter guldmedalje for et legemsstort portrætbillede af sin søster, modtog 1883 Thorvaldsens udstillingsmedalje på Charlottenborg for det samme billede og vandt 1889 sølvmedalje på Verdensudstillingen i Paris. Et af kunstneres mest kendte billeder er En ung moder med sit barn i en have, det ejes af Stockholms Nationalmuseum. Bertha Wegmann skildrede personligheder som Olfert Ricard, dronning Alexandrine, Otto Bache og etatsråd Moritz G. Melchior. Bosatte sig 1882 i København, blev samme år medlem af akademiets plenarforsamling, 1887 medlem af bestyrelsen for Tegne- og Kunstindustriskolen. Bertha Wegmann blev 1892 hædret med Fortjenstmedaljen i guld. |
|